Af Sebastian Spangtoft
Det luner. I en brandvarm Odense Idrætshal sejrede de orange piger i går over Silkeborg-Voel KFUM, hvilket sender dem op på ligaens sjetteplads. Men sådan så det bestemt ikke ud fra kampens start. Gæsterne fra Silkeborg-Voel KFUM var klart bedst fra start anført af de to backs Stine Skogrand og Anna Sophie Okkels. 1-4 stod det, før Freja Cohrt og Mette Tranborg fik fynboerne tilbage på skinner.
Målvogter Emily Sando fik en fin start på kampen, men blev gradvist mere passeret. Silkeborg-Voel KFUM opbyggede en firemåls-føring, før Althea Reinhardt kom på mål. I den anden ende haltede det orange angrebsspil. Spillerne syntes at mangle effektivitet, hvilket gjorde, at spillet mod mål ikke for alvor kom op i gear. Det fik Odense-træner, Jan Pytlick, til at eksperimentere med et 7 mod 6-spil. Desværre gav det ikke den fornødne gevinst, og Silkeborg-Voel KFUM holdt afstanden på fire mål til pausen, hvor stillingen lød på 10-14.
Den orange trup og de 2013 tilskuere i idrætshallen – som i øvrigt indtil videre er ligarekord i indeværende sæson – fortsatte, hvor de slap fra først halvleg. Problemet for Odense var bare, at det gjorde Silkeborg-Voel KFUM også. Trods nogle sikre scoringer fra Kathrine Heindahl og Stine Jørgensen var stillingen 12-17 i jysk favør. For den orange trup lignede det en hård bakke, som var svær at kæmpe sig op ad.
Langt henne i anden halvleg kom Pytlicks tropper ikke tættere på end tre mål – også selvom mulighederne var til stede. I en kontra gjorde gæsternes Jette Hansen det til 17-21, og det stod atter 0-0 i forhold til de fire mål fra pausestillingen. Men så tog fanden ved pigerne.
Med scoringer fra Stine Jørgensen, Pearl Van Der Wissel-Nielsen og Kathrine Heindahl stod det pludselig 20-21. De orange var tilbage, og muligheden for sejr var inden for rækkevidde. Evigt kæmpende Nadia Offendal fik med to afgørende scoringer bragt balance i regnskabet for første gang siden kampens begyndelse: 22-22, og publikum var for alvor på dupperne.
Angrebet efter bragte Trine Østergaard for første gang hjemmeholdet foran med et nervepirrende lop fra fløjen. Pytlicks piger lignede pludselig vindere, da også Stine Jørgensen ville lege med og øgede til 24-22. Angrebet efter reducerede Silkeborg-Voel KFUM, der efter scoringen også gik op i et helbanepres. Landsholdsbobleren Mie Højlund lukkede og slukkede til 25-24, og så kunne jublen bryde løs blandt orange spillere og publikum.
Næste opgave for Odense Håndbold er den 18. oktober, når de på udebane møder Viborg HK. Næste hjemmekamp bliver mod Randers HK den 27. oktober. Billetter til denne kamp kan købes her.